Det hænder at jeg bliver rost for mit skiløb...

...men jeg kører snowboard som en brækket arm. Bogstavelig talt.

De drenge jeg bor med kører normalt snowboard, så vi blev enige om at vi ville tage en dag, hvor jeg skulle køre på snowboard og de på ski.

I går blev dagen, hvor ville gøre det. Jeg havde glædet mig rigtig meget, men havde bestemt ikke regnet med at det var så svært. Det meste af vores første tur, som foregik på et område markeret med flag med påskriften "Learning Area", skete for mit vedkommende på røven og maven. Den næste tur i samme område, gik heldigvis bedre. Og næste tur igen gik ligeledes bedre, selvom vi havde opgraderet til området "Family Area", med en anelse stejlere bakker.

Efter en pause og en cola kørte vi ud på den skæbnesvangre tur. En kort tur, som dog endte med at blive ret lang. Halvejs nede af bakken fangede min bagkant sneen, og jeg røg med ryggen ned mod bunden af bakken. Jeg tog fra med min venstre hånd og kunne med det samme mærke at den var gal. Jeg var ikke i tvivl; den var brækket.

Boardet tog jeg af og under den raske arm og gik ned til de andre, som ventede ved bunden af pisten. En af dem fik fat i liftpersonalet, som kontaktede Snow Patrol - den canadiske version af samuriter. Få minuter efter kom en meget venlig, ung mand og hentede mig på en snescooter. Han og hans kolleger fik under rolige og hyggelige forhold transporteret mig til hospitalet eller sundhedsklinikken, som den korrekte oversættelse må være.

Efter et par røntgenbilleder og undersøgelse af venlige sygeplejersker og læger, fik jeg det at vide. Et mindre brud og gips i 6 uger. Jeg skal holde hånden over albuen i de første to døgn, men efter det kan jeg komme på ski igen.

Jeg har det godt, og har ikke haft ondt siden i går.

Håber også I har det godt derhjemme, eller hvor I nu er.

Alene hjemme

Så blev det torsdag. Og for præcis 2 uger siden kom mine 3 fantastiske venner ind med bussen et par hundrede meter fra mit hjem. Med dem kom en lækker pakke fra mine forældre med lakridser, mors hjemmelavet rugbrød og dronninge mandler - lækkert.

Det var helt vildt dejligt at se de 3 unge skæggede herrere træde ud af en stor bus. Vi tog med det samme på visit på turist kontoret, hvor der blev ringet til forskellige hoteller. De skulle jo finde et sted at bo. Albert førte den ene telefonsamtale efter den anden, og efter en række diskussioner med de 2 andre drenge, fandt de frem til et hotel, som ligger et stenkast fra min lejlighed. Det kunne jo ikke være bedre.

Dagene er gået hurtigt med ski, fest, hot-tub, Fresh Tracks og hygge. Drengene har (med hjælp fra Stine, Alberts kæreste) fået lavet en rigtig flot blog, men en række billeder og en lille film fra bjerget.

Pludselig blev det tirsdag og vi skulle med bussen til Vancouver, hvor vi var et par dage til drengene tog videre til Seattle for at hente deres store bil, som skal agere deres eneste faste hjem indtil 1. juni. Vi havde nogle fine dage i Vancouver, hvor vi fik gået ganske meget. Vi brugte det meste af onsdagen i den ældste bydel, Gastown, som er mere europæiske mht. butikker og caféer end resten af Vancouver.

Vi havde telefonisk kontakt til Anne, hvis lejlighed jeg lånte, da jeg var i Vancouver i starten af min tur. Men vi fik desværre ikke mødt hende denne gang.

Efter en fin gåtur i Stanley Park i morges sagde jeg farvel til drengene. En lidt hård afsked efterfulgt af en ensom gåtur rundt i Vancouver inden bussen gik tilbage til Whistler. Heldigvis følte jeg mig hjemme, da buschaufføren sagde: "Next stop: Whistler Village". Og jeg har det da også helt godt nu, selvom jeg nu er alene hjemme igen.

Min bror er hjemme og besøge mine forældre efter at have været en tur i Berlin, så det ville jo have været dejligt at have været helt hjemme.

Håber i alle har det godt. Det har jeg i hvert fald.