At indhente solnedgangen

Så er jeg endelig ankommet til Vancouver efter en masse forsinkelser. Først var flyet fra Kastrup forsinket, hvilket betød at flyet fra Reykjakvik var forsinket, hvilket betød at jeg skulle sove på hotel i Seattle. Jeg skulle så tage et andet fly fra Seattle til Vancouver i morges. Tro det eller lad være, det var skam også forsinket.

Det var lige blevet mørkt i Reykjavik, da jeg skulle flyve derfra, så da vi kom op over skyerne, var hele horisonten rød. Flyet fløj lidt hurtigere, end Jorden roterer, så da vi fløj over det nordøstlige Canada, var det så småt begyndt at lysne, så man kunne se det mest øde landskab, jeg nogensinde har set. Vi fløj flere tusinde kilometer over ishav, senere m

ed små snehvide øer, der stak op ad isen og til sidst over et snedækket landskab med utallige små og store frosne søer. Der var ikke så meget som én lille vej eller et hus, at se, før vi fløj ned over det sydvestlige Canada.

Da jeg ankom til Seattle skulle jeg igennem en masse told. Først skulle jeg udfylde nogle sedler, interviewes og afgive fingeraftryk, det er åbenbart noget alle skal igennem, for at komme ind i USA. Da jeg havde fået min baggage skulle også den tjekkes igennem. Alt skulle rodes igennem og jeg skulle igen fortælle om, hvorfor jeg var kommet til USA, hvor mange penge jeg havde, hvad mit job var, hvor jeg skulle bo og svare på, om det nu også virkelig kunne passe, at jeg skulle stå på ski til maj. De der afleverede mig i Kastrup ville vide, hvor svært det var, at lukke min kuffert bagefter.

Nu er jeg så endelig ankommet til Vancouver og sidder i Annes lille studie midt inde centrum. Hun tager til Tyskland senere i dag, så jeg skal bo her alene sammen med hendes fisk og krebs til jeg tager til Whistler på fredag.

Håber alt går godt i det gamle kongerige.

Mvh. Laust