Det hænder at jeg bliver rost for mit skiløb...

...men jeg kører snowboard som en brækket arm. Bogstavelig talt.

De drenge jeg bor med kører normalt snowboard, så vi blev enige om at vi ville tage en dag, hvor jeg skulle køre på snowboard og de på ski.

I går blev dagen, hvor ville gøre det. Jeg havde glædet mig rigtig meget, men havde bestemt ikke regnet med at det var så svært. Det meste af vores første tur, som foregik på et område markeret med flag med påskriften "Learning Area", skete for mit vedkommende på røven og maven. Den næste tur i samme område, gik heldigvis bedre. Og næste tur igen gik ligeledes bedre, selvom vi havde opgraderet til området "Family Area", med en anelse stejlere bakker.

Efter en pause og en cola kørte vi ud på den skæbnesvangre tur. En kort tur, som dog endte med at blive ret lang. Halvejs nede af bakken fangede min bagkant sneen, og jeg røg med ryggen ned mod bunden af bakken. Jeg tog fra med min venstre hånd og kunne med det samme mærke at den var gal. Jeg var ikke i tvivl; den var brækket.

Boardet tog jeg af og under den raske arm og gik ned til de andre, som ventede ved bunden af pisten. En af dem fik fat i liftpersonalet, som kontaktede Snow Patrol - den canadiske version af samuriter. Få minuter efter kom en meget venlig, ung mand og hentede mig på en snescooter. Han og hans kolleger fik under rolige og hyggelige forhold transporteret mig til hospitalet eller sundhedsklinikken, som den korrekte oversættelse må være.

Efter et par røntgenbilleder og undersøgelse af venlige sygeplejersker og læger, fik jeg det at vide. Et mindre brud og gips i 6 uger. Jeg skal holde hånden over albuen i de første to døgn, men efter det kan jeg komme på ski igen.

Jeg har det godt, og har ikke haft ondt siden i går.

Håber også I har det godt derhjemme, eller hvor I nu er.

Alene hjemme

Så blev det torsdag. Og for præcis 2 uger siden kom mine 3 fantastiske venner ind med bussen et par hundrede meter fra mit hjem. Med dem kom en lækker pakke fra mine forældre med lakridser, mors hjemmelavet rugbrød og dronninge mandler - lækkert.

Det var helt vildt dejligt at se de 3 unge skæggede herrere træde ud af en stor bus. Vi tog med det samme på visit på turist kontoret, hvor der blev ringet til forskellige hoteller. De skulle jo finde et sted at bo. Albert førte den ene telefonsamtale efter den anden, og efter en række diskussioner med de 2 andre drenge, fandt de frem til et hotel, som ligger et stenkast fra min lejlighed. Det kunne jo ikke være bedre.

Dagene er gået hurtigt med ski, fest, hot-tub, Fresh Tracks og hygge. Drengene har (med hjælp fra Stine, Alberts kæreste) fået lavet en rigtig flot blog, men en række billeder og en lille film fra bjerget.

Pludselig blev det tirsdag og vi skulle med bussen til Vancouver, hvor vi var et par dage til drengene tog videre til Seattle for at hente deres store bil, som skal agere deres eneste faste hjem indtil 1. juni. Vi havde nogle fine dage i Vancouver, hvor vi fik gået ganske meget. Vi brugte det meste af onsdagen i den ældste bydel, Gastown, som er mere europæiske mht. butikker og caféer end resten af Vancouver.

Vi havde telefonisk kontakt til Anne, hvis lejlighed jeg lånte, da jeg var i Vancouver i starten af min tur. Men vi fik desværre ikke mødt hende denne gang.

Efter en fin gåtur i Stanley Park i morges sagde jeg farvel til drengene. En lidt hård afsked efterfulgt af en ensom gåtur rundt i Vancouver inden bussen gik tilbage til Whistler. Heldigvis følte jeg mig hjemme, da buschaufføren sagde: "Next stop: Whistler Village". Og jeg har det da også helt godt nu, selvom jeg nu er alene hjemme igen.

Min bror er hjemme og besøge mine forældre efter at have været en tur i Berlin, så det ville jo have været dejligt at have været helt hjemme.

Håber i alle har det godt. Det har jeg i hvert fald.

Fresh Tracks - En (meget god) dag i Whistler

5 af lejlighedens 6 beboere stod op kl. 6 i dag. 4 af dem for at komme tidligt op på bjerget og en for at tage på arbejde. Jeg var heldigvis blandt de 4 første. Hyggelig morgenstemning i lejligheden kun med kaffe og lette morgenmåltider, for i dag skulle den stå på Fresh Tracks.

Fresh Tracks er et tilbud til de morgenfriske ski- og sneglade. For 18$ (ca. 100 kr) - eller 10$, hvis man som jeg har roomie, der havde købt stort ind i starten af sæsonnen, da der var halv pris på billetterne - får man adgang til en morgenbuffet over trægrænsen og halvandentimes skiløb på enten nypræparerede pister eller uberørt offpiste før bjerget åbner rigtigt. De lukker maksimum 650 personer op til Fresh Tracks om dagen.

Efter morgenhygge i lejligheden stod vi klar i køen kl. 6.45 (en halv time før liften åbner til Round House's morgenbuffet). Morgenbuffetten var lidt skuffende, men der var da æg, bacon og pølser, så helt ked af det var jeg da ikke. Lige som man har fået tømt anden tallerkenfuld, lyder en klokke: der må køres!

Hurtigt på med jakken og ud på skiene. Jeg fulgte efter mine roomies, som førte mig

ned mellem træerne og de 10 cm nysne, natten havde taget med sig. Det var fantastisk. Op med liften igen og ned mellem nye træer. Hver gang kunne man uden problemer finde nyt uberørt sne.

Efter over 6 timers intest skiløb gik turen tilbage til lejligheden med ømme ben. En kort men dejlig skype-samtale med Maiken, før jeg fik mig et langt, varmt bad. Trætheden ramte mig, som efter en lang skole- eller arbejdsdag. Nyvasket lagde jeg mig ind i sengen og begyndte for første gang på min tur at læse i Hærværk. Nu man lå i sengen kunne man vel ligeså godt tage sig en powernap med De Sorte Spejderes kugleskøre snak i ørerne.

Nu sidder jeg så foran computeren efter en dejlig spagetti m. kødsovs (nu med parmesan - wow) og en dejlig kop varm kaffe/kakao-drik.

Det har været en god mandag - nu er jeg vidst for alvor faldet til.

På onsdag lander 3 af mine fantastiske venner i Vancouver International Airport. De kommer herop på torsdag efter en nat på et lufthavnshotel og skal lege med mig i et par uger, før de skal hente en stor Cadillac, som de skal køre rundt i staterne i. Jeg kan ikke vente til de kommer.

Jeg håber også i har haft en god mandag derhjemme. Jeg glæder mig til, jeg kommer hjem og kan nyde den første forårsmandag i Danmark.

7 dage og 211 cm

Ja, så er der gået en uge. Jeg er faldet godt til her allerede.

Jeg hører, at I har fået sne hjemme i Danmark, men det er ingenting i forhold til, hvad vi har fået her. 211 cm dejlig sne, er det blevet til på blot 7 dage! Ja, det er meget. Derfor har det været under helt fantastiske forhold, jeg har startet mit ophold her. Sneen er væsentlig lettere, end den man kender fra Alperne, det er utroligt at køre igennem. Jeg står mest med Simon, som jeg skrev om i sidste indlæg, men jeg har også været ude og køre med mine roomies et par gange.

I går begyndte solen at komme frem for første gang. Udsigten fra toppen af bjergene (ja, der er to stk.) er utrolig. Men når det nu er weekend, kan man ikke få lov til at nyde den alene. For da Whistler kun ligger et 2-3 timers kørsel fra Vancouver og i øvrigt er Nordamerikas største skiområde, bliver der trængt i weekenderne. Gågaden bliver ligeså pakket, som man kender det fra gågaderne i København og Århus, og køerne til liftene bliver lange.

Nu sidder jeg hjemme foran computeren. Her får jeg brugt meget tid, når jeg nu ikke lige er på bjerget. Jeg har som regel De Sorte Spejdere (et dansk radioprogram med Anders Lund Madsen og Anders Breinholt, red.) i ørerne. De er dejlige at høre på, og man glemmer at man sidder flere tusinde km fra Danmark. Men i dag har lydindslaget stået meget på Radiohead, som kom med nyt album i går. Om lidt skal jeg ha' spagetti med kødsovs a la Laust for 3. aften i træk. Jeg laver store portioner mad, så jeg ikke skal stå i køkkenet hver dag. De kommende dage kommer den til at stå på svinekoteletter.

Håber I alle sammen har det godt derhjemme.

Hvis man vil skrive til mig er min adresse:

Laust Chr. Øby Kjeldsen

92 - 4335 Northlands Boulevard

Whistler, BC V0N 1B4

Her til sidst er der lidt billeder af lejligheden:

En typisk morgen. Brød, æg, kaffe og skype. Jeg har udviklet kosten ved at tilføre en banan. Det er lækkert.

Vores køkken med opvaskemaskine, kaffemaskine og affaldskværn - det rene luksus.

Spiseområdet. Rummet i baggrunden er et af de to værelser. (Det andet, som jeg sover i, er bag døren man kan ane til højre for det første rum.) Læg mærke til colaflasken, som også ses på næste billede.

Stuen.

Lejlighedskomplekset, jeg bor i.

Gaden der går på tværs, er gaden jeg bor på. På hjørnet til venstre ligger en 7/11, som er det nærmeste og dyreste indkøbssted.

Store flyttedag

Så lykkedes det mig, at finde et sted at bo.

Men for at gøre dette indlæg lettere forståeligt, vil jeg starte, hvor jeg sidst slap: på mit hostel.

Efter jeg havde skrevet mit indlæg i fredags, tog jeg hjem til Simon. Simon boede med en pige, der gik i min parallelklasse på gymnasiet, hjemme i Århus. Han har været her hele sæsonen (siden november), så han er faldet til for længst. Vi tog en tur i udendørs hot-tub på taget af bygningen, han bor i. Og senere tog vi i byen og spillede en masse pool og mødte nogle danskere på vores alder, han har mødt herovre.

Lørdag fik jeg liftkort og fejrede det med en tur på bjerget med Simon og de to danskere, han introducere mig for aftenen før. Vi fik stået nogle timer i kraftigt snevejr, så sigtbarheden var desværre ikke optimal. Men sne er godt :) . Da jeg kom tilbage på værelset, blev jeg ringet op af en damen, som fortalte at en lejlighed, jeg havde vist interesse for, var ledig. Jeg tog hen og kiggede på den senere på aftenen.

Søndag morgen ringede jeg tilbage til damen, som jeg efterhånden fandt ud hed Theodora, og fortalte at jeg var interesseret i lejligheden. Hun sagde, at jeg kunne flytte ind med det samme. Mens jeg pakkede tingene sammen, kom den unge mand på billedet ind på hostelværelset. Han var flyttet ind på værelset samme morgen. Vi snakkede lidt sammen på engelsk om, hvordan hans dag havde været på bjerget. Pludselig siger han: "Det ser lidt dansk ud, det du skriver der" og hentydede til min skypesamtale med Maiken. Resten af samtalen foregik på dansk.

Nu sidder jeg anden aften i træk i stuen i min nye lejlighed. Her er alt, hvad jeg skal bruge, men jeg skal dog dele det med 5 andre drenge/mænd, alle fra engelsktalende lande. De virke ganske flinke, men har alle fuldtidsjob, så det er ikke det helt store man ser til dem. Hjemveen er dulmet væsenligt efter jeg har fundet det her sted. Det er rart at vide, at jeg bor her til jeg skal hjem.

Jeg undskylder det lange indlæg, men der er sket en del siden jeg kom til Whistler.

Jeg savner jer allesammen. Håber I har det godt.

Farvel hav, goddag himmel

Nu tænker du nok: "Ho-ho-hold da op! 2 indlæg på en dag! Wauw!". "Ja," ville mit svar nok være.

De sidste dage i Vancouver har været noget ensomme. Derfor er jeg rigtig glad for endelig at være kommet til Whistler. Turen her op var endnu en naturoplevelse set fra et transportmiddel (tidligere omtalte jeg flyveturen over det Canadiske øde landskab, husker du vel). Og det på trods af tåge og regn (senere sne). Bussen kørte ad den motorvej, man fik lavet i forbindelse med de olympiske lege sidste år. En motorvej, som bærer navnet Sea to Sky Highway. Beskrivende.

Da jeg kom til Whistler fik jeg mast min kæmpe kuffert, min skuldertaske, min skistøvletaske og mine ski ind i turist informationen. Her fik jeg ringet til et hostel og booket mig ind. Jeg sidder på mit værelse og skriver nu. Jeg deler værelset med en nu, men der kommer vidst en til senere i aften. Jeg har bestilt værelset til mandag indtil videre, og håber at jeg finder et fast sted at bo inden da.

Jeg håber ski og mødet andre unge (danskere) kan hjælpe på min hjemve.

Håber I har det godt derhjemme.

Billeder fra Vancouver Pt. 2

Her kommer nogle af de sidste billeder jeg tog i Vancouver. Det er fra min tur på longboard i på Seawall (en cykel/gangsti rundt om Stanley Park). Det er 2 dage siden nu, men jeg halter stadig lidt på mit venstre ben. Mine skatermuskler er jo ikke ligefrem blevet holdt ved lige på det sidste.

Et hyggeligt hus længere nede af den vej, man kan se på det sidste billede i indlæget "Billeder fra Vancouver Pt. 1."

Noget totem/indaner-halløj i Stanley Park.

Vancouver Downtown set fra den del af Stanley Park, jeg omtalte i forrige indlæg. Den "lave" bygning i midten af billedet er den føromtalte Vancouver Convention Center.

En hav(?)ørn, som var noget større end man lige regner, når man ser billedet her. I baggrunden ses Lion Gate Brigde, som jeg kørte over i dag på vej til Whistler.

Vancouvers svar på Den Lille Havfrue. Denne hedder Girl In Wetsuit og er altså en pige og ikke en havfrue.

Annes longboard, som jeg lånte til min lille tur. Jeg har fundet ud af, at hun har været blandt verdens bedste til, at køre nedad på et sådan bræt.

Lion Gate Brigde - denne gang lidt tættere på.

Lost Lagoon - en stor sø i Stanley Park.

Billeder fra Vancouver Pt. 1

Grundet min jetlag, er der ikke sket så meget, siden jeg skrev sidst, så jeg venter lidt med at skrive et nyt indlæg. I mellemtiden, kan I se lidt på Vancouver.

I min guidebog anbefaler de at shoppe på Robson St., men Anne og hendes mor, Lorraine, har fortalt mig, at de tager overpris for deres varer. Robson St. er iøvrigt en parallelgade til gaden jeg bor på, Haro St.

Vancouver Convention Center og udsigt over Burrard Inlet til North Shore.

Udsigt over Burrard Inlet til North Shore - igen.

Til højre ses Vancouver Convention Center igen.

Vandfly der lander på Burrard Inlet. Til venstre er den østlige spids af føromtalte Stanley Park. Flyet flyver hver halve time, og for knap 600 danske kroner kan man komme med og se Vancouver fra oven.

West End. Den bydel jeg bor i. I følge min guidebog er det den del af Canada, hvor der bor flest ift. arealet.

Samme lyskryds, som på første billede. Jeg bor i det lille (kun 10 etager), lyse hus bag lygtepælen. Som man kan se, er busserne en blanding mellem sporvogne og busser. De larmer mere, men lugter mindre end danske busser.

Gaden, som Annes lejlighed ligger ud til. Den har intet navn, men ligger mellem Robson St. og Haro St. Hyggeligt, hva'?

First 24 hours

Nu har jeg været i Vancouver i lidt over et døgn. Da jeg skrev sidst, var Anne (hendes hvis lejlighed jeg låner) lige taget her fra for at nå et fly til Frankfurt, siden har jeg oplevet en masse. Jeg var MEGET sulten efter jeg havde skrevet mit indlæg i går, så jeg googlede "best burger in Vancouver". Der var mange svar og mange gengangere, en af dem var Vera's Burger Shack, så den blev det. Et lille sted med ishockeytrøjer på væggene og 3 fladskærme, der viste 3 forskellige sportskanaler. Jeg fik en dejlig greasy burger og gik bagefter rundt i de trafikerede gader med sol og fuglesang foroven.

Om aftenen var

jeg helt smadret, så efter jeg havde lavet mad, lagde jeg mig under dynen i sofaen og så en dum amerikansk film med John Candy. Lige som jeg var ved at falde i søvn, lød et smeld i lejligheden. Jeg fik et chok og kunne ikke forstå, hvad det var. Så kom der 2-3 mere og det gik op for mig, at det kom fra vinduerne. Udenfor stod en kvinde og kastede canadiske cent på mine (eller rettere Annes) vinduer. Det var Annes mor, Lorraine, som ville invitere mig på brunch ved 11-tiden i dag (søndag). Det var fandme underligt, men jeg takkede da ja :) .

Jeg vågnede ved 9-tiden efter ca. 11-timers tiltrængt søvn. Udenfor stod regnen ned i stænger (se næste billede). Maiken var på skype, det var rart at snakke med hende og hilse på hendes familie, der kom forbi. 11.15 stod Lorraine igen og kaster cent på mine vinduer, så jeg tog min jakke (desværre glemte jeg kameraet) og gik ned ad brandtrappen til hende. Vi kørte i en stor Subaru ud til et forstadslignende kvarter. Vi gik ind på Bon's Off Broadway (tjek det på google-streetview) og fik en overdådig omgang morgenmad med æg, toast, bacon, pølser, kartofler, kaffe og jucie i overflådige mængder og måtte slippe med 9,90$ (ca. 50 kr).

Vi gik tilbage til bilen og kørte til et kvarter fyldt med ski- og snowboardbutikker. Her købte jeg mig et par skistøvler (til de skiinteresserede: Salomon SPK Kreation) og dermed kun et par handsker og lejlighed fra at være klar til at tage til Whistler.

Tilbage til bilen igen. Lorraine var ved at være træt efter at have haft en dårlig nat med to små børnebørn, der havde mareridt. Men hun syntes nu alligevel at det var bedst, at jeg lige så Stanley Park inden hun ville køre mig hjem. En kæmpe park, der er større end Central Park i New York med søer, skov og restauranter. Der er en sti rundt om parken, som Anne anbefalede mig, at køre rundt på på et af hendes longboards (langt skateboard), så det må jeg gøre, hvis vejret bliver bedre en dag.

Nu sidder jeg tilbage i lejligheden. Klokken er kun 15.45. Jeg ville ønske den var mere, for jeg er ved at være træt. Jeg må holde mig oppe og vil prøve at finde et sted, at spise ude i byen i aften.

Kyz og kram herfra.

PS: Jeg har fået en canadisk telefon (der er ingen forbindelse på min danske telefon). Skriv endelig en sms til mig, hvis du/I har lyst, bare den ikke er længere end 140 tegn, for så får jeg af en eller anden grund ikke det sidste med. Nummeret er +1 604 966 6687.

At indhente solnedgangen

Så er jeg endelig ankommet til Vancouver efter en masse forsinkelser. Først var flyet fra Kastrup forsinket, hvilket betød at flyet fra Reykjakvik var forsinket, hvilket betød at jeg skulle sove på hotel i Seattle. Jeg skulle så tage et andet fly fra Seattle til Vancouver i morges. Tro det eller lad være, det var skam også forsinket.

Det var lige blevet mørkt i Reykjavik, da jeg skulle flyve derfra, så da vi kom op over skyerne, var hele horisonten rød. Flyet fløj lidt hurtigere, end Jorden roterer, så da vi fløj over det nordøstlige Canada, var det så småt begyndt at lysne, så man kunne se det mest øde landskab, jeg nogensinde har set. Vi fløj flere tusinde kilometer over ishav, senere m

ed små snehvide øer, der stak op ad isen og til sidst over et snedækket landskab med utallige små og store frosne søer. Der var ikke så meget som én lille vej eller et hus, at se, før vi fløj ned over det sydvestlige Canada.

Da jeg ankom til Seattle skulle jeg igennem en masse told. Først skulle jeg udfylde nogle sedler, interviewes og afgive fingeraftryk, det er åbenbart noget alle skal igennem, for at komme ind i USA. Da jeg havde fået min baggage skulle også den tjekkes igennem. Alt skulle rodes igennem og jeg skulle igen fortælle om, hvorfor jeg var kommet til USA, hvor mange penge jeg havde, hvad mit job var, hvor jeg skulle bo og svare på, om det nu også virkelig kunne passe, at jeg skulle stå på ski til maj. De der afleverede mig i Kastrup ville vide, hvor svært det var, at lukke min kuffert bagefter.

Nu er jeg så endelig ankommet til Vancouver og sidder i Annes lille studie midt inde centrum. Hun tager til Tyskland senere i dag, så jeg skal bo her alene sammen med hendes fisk og krebs til jeg tager til Whistler på fredag.

Håber alt går godt i det gamle kongerige.

Mvh. Laust